|
Der fortælles fra Hanstholm
Der fortælles fra Hanstholm, som ligger to mil nord for Tisted, at der en
gang boede en kone, som fødte et lille barn. Hun havde barnet i flere år,
men det blev aldrig større end som et svøbelsebarn. Hun troede så, at
barnet var forbyttet af troldfolk, og rådførte sig med en klog kone, som
gav hende det råd, at hun skulde foretage sig en bestilling, som aldrig
var set før, og det skulde hun lade barnet sidde og se på. Gav det så
nogen lyd eller tegn fra sig, så hun bestemt kunde vide, at det var et
troldbarn, skulde hun give det en ordentlig kindhest, og så skulde hendes
eget barn nok komme.
Konen blev meget glad ved rådet og løb hjem, satte barnet på kjøkkenbordet
og gav sig i færd med at brygge i æggeskaller. Hun tog nemlig den ene æggeskal
og gjorde et lille hul i, og der satte hun en lille pind. Den anden gjorde
hun også et lille hul i, og i den kom hun så malt og vand og satte den i
den anden æggeskal, for at vandet skulde rende deri.
Da nu barnet havde siddet og set på det i en tid, udbrød det ganske forfærdet:
"Nu har jeg levet så længe, at jeg har set Rold skov opbrændt tre
gange, og Hanstholm kirke flyttet tre gange, men aldrig har jeg dog set
mage til dette her." Konen blev glad over denne tale og løb hen og
gav puslingen en så eftertrykkelig kindhest, at den trimlede ned af
bordet, men lige med èt stod der en lille kjælling ved konen med et barn
ved hånden, som heller ikke var større end puslingen, ti det var heller
ikke vokset. Puslingen forsvandt straks, og konen løb meget fornøjet ind
med hendes barn. Han voksede nu stærkt til og fik snart en til sin alder
passende højde.
Meddelt af Mette Skrædder, Sundby til Evald Tang Kristensen.
I en gård tæt ved Bavn i Ræær
I en gård tæt ved Bavn i Ræær havde man en Cyprianus. Da en nabomand
en gang sendte bud derom for at låne en bog, fik han af en fejltagelse
udleveret Cyprianus. Han gav sig uden at tænke derover, til at læse i
den, og jo mere han læste, des større lyst fik han dertil. Men kort tid
efter at han havde begyndt, kom der en stor sort puddelhund ind og lagde
sig under kakkelovnen. Han kom så i gale tanker og holdt med læsningen,
men hvor han siden stod og gik, var den sorte hund i hælene på ham. En
nabomand, som han klagede sin nød til, forstod, at det var den Slemme
selv, og derfor måtte de have bud efter den kloge mand i Nors. Denne
lykkedes det da også efter megen umage at mane hunden ned, og man viser
endnu stedet som liggende ved sognegrænsen imellem Torp og Hansted
jorder.
Meddelt af Nik J.G. Pinholt til Evald Tang Kristensen.
Der boede en mand i Hansted, de kaldte
Bitte-Per. Han var skipper, og da det nu var i den tid, da Norge var afspærret
fra al tilførsel, og de der oppe næsten led mangel på alle
levnetsmidler, så gav han sig til at føre gryn derop og sælge dem til
Nordmændene. det var en vovelig forretning, men der var også penge at
tjene, for han gav kun 19 gryn for en skilling. Derfor kaldtes han der
oppe for Per Nittengryn. På en hjemtur strandede han lige ud for
hjemstedet og druknede. Skibet tilligemed alle hans penge gik i havet, men
endnu finder man af dem, de skyller af og til op på stranden, og jeg har
seet af dem.
Meddelt af lærer Olesen, Harring til Evald Tang Kristensen.
Der var en mand ude på Hanstholmen, der hed
Jens Vinter, han havde fået Cyprianus af en gammel kone og sad en dag og
læste i den. Da kom der en stor hund ind ad døren og stod og gloede på
ham med et par store øjne. Manden vilde jage den ud, men hunden stillede
sig imod ham. Så blev han lidt sær ved det og gik hen igjen og læste,
men hunden kom ham så sært for, og han stod da atter op og gik ud for at
fodre kreaturerne, idet han tænkte, at den så skulde forsvinde. Men da
han kom ind igjen, sad hunden endnu på sin plads. Så blev han ræd for
at læse længere i den bog og vilde lægge den på hylden. Men hunden
kunde han ikke få ud. I det samme kom der en gammel fisker ind, der hed
Ole Bjørn, og han var i sin tid kommen fra Norge og havde bosat sig der.
Da han så, hvordan det havde sig, gav han sig til at læse over hunden og
fik den også til at gå. Så siger han til Jens Vinter: "Den bog er
det ikke værd du læser i, for det er en slem bog, du må helst lade mig
få den, for ellers kan du let komme i værre ulykke." Han var glad
ved at komme af med bogen.
Meddelt af Nik lærer Hansen, Vester-Hornum til Evald Tang Kristensen.
På vejen mellem Hansted og Torp, lige hvor
en snæver dal fører op fra den gamle herregård Torp, som nu er nedlagt,
der går en hvid jomfru, som kaldes Skejsdals frue, og enhver er bange for
at møde hende. Sådan var hun en gang efter en mand, der kom kjørende
med vejen. I nærheden findes en høj, Skejsdalshøj, hvor hun efter
sigende skal have sin bolig. Den ligger norden for landevejen lige op for
dalen. I nærheden findes et hus, hvor der hver nat viser sig en mand inde
i værelserne. Ejeren hedder Kristen Knudgård, og han har slået efter
ham. Da fløj han ud af vinduet.
Meddelt af Læreren i Vester-Hornum til Evald Tang Kristensen.
På Nørtorp i Ræær døde den gamle kone. Kort efter hørte hendes
efterlevende mand tydelig hans navn blive nævnet, mens han lå i sengen
inde i sovekammeret. Så siger han til sin plejesøn, der tillige var
hendes dattersøn, som også lå der inde: "Det var Kirsten, der
kaldte." Sønnen svarede: "Ja, det var bedstemoder, der
talte." Næste dag gik han til præsten og bad ham sige sig, hvordan
det var. Han mente, at det var en alvorsrøst til ham fra den afdøde, for
at han skulde berede sig på døden.
Meddelt af Lærer Olesen, Harring til Evald Tang Kristensen.
I Ræær skole kom der noget vand til at stå
på et af skolebordene. Læreren tørrede det af, men det kom igjen. Så
siger han til hans kone, hvad det var for vand, der var bestandig på det
bord? Ja, hun vidste ikke af noget vand at sige. Så hørte det op. En tid
efter druknede mange fiskere på èn gang ved Hansted strand, og de blev
kjørte op i Ræær, og nogle af dem til skolen, hvor noget af det våde tøj
blev smidt op på loftet over det sted, hvor der var kommet vand ned på
skolebordet, og det var altså varsel derfor, læreren havde set.
Meddelt af Lærer Nørby, Hurup til Evald Tang Kristensen.
I Nørby i Tved ved Tisted er der en gård,
som kaldes Grobgård, og den ejedes af et par rige folk, som havde en
eneste datter. Hun skulde nu giftes med èn, som hun nødig vilde have.
Trolovelsen blev holdt, og man var i færd med store forberedelser til
brylluppet. men et par dage før dette skulde holdes, hængte pigen sig.
Hun blev begravet i al stilhed, som man den gang begrov selvmordere. Men
efter begravelsen mærkede man hende næsten hver aften, og forældrene
henvendte sig da til præsten i Nors, som også var deres præst. Men han
havde ikke lært den kunst at mane de døde, og så henvendte man sig til
præsten i Ræær, der var en ung mand. Han lovede også at komme en aften
til Tved kirke. Den ligger afsides helt inde mellem klitterne, så der
rundt om kirken er høje sandbjærge, og de er næsten lige så høje som
kirketårnet. Sognet er for en stor del bleven øde af sandflugt, og
kirken ligger nu i den ene side af den beboede del, meget ubelejligt for
beboerne. Rygtet om gjengangeren var bleven meget udbredt, og alle folk
vidste af det.
Den aften præsten tog af sted, tog han ind i den nordligste gård i Tved,
der hedder Skjelsgård, for han skulde der forbi, og da det var temmelig
tidlig, han var kommen på veje, vilde han tøve lidt der. Han sagde
naturligvis ikke, hvor han vilde hen, eller hvad ærende han red i, men
det faldt dog beboerne ind, at han skulde hen til kirken og mane, både
for det de havde hørt rygtet, og for det han var meget bekjendt for sin
klogskab. Så fik manden sin karl til at spænde for og kjøre henefter et
læs strøsand, der skulde tages i sandgraven tæt vesten for kirken, og
da skulde han jo give agt på, hvordan det gik. Karlen kjørte og holdt
sig skjult mellem bakkerne, så præsten kunde ikke se ham.
Lidt efter at solen var gået ned, forlangte præsten at få sin hest og
red så efter kirken, der ligger en god fjerdingvej sønden for Skjelsgård.
Da han kom der, bandt han sin hest ved ligporten, gik hen til pigens grav,
tog en bog op af lommen og begyndte at læse. Alt det så karlen, der lå
og kigede over kirkegårdsdiget. Han så, at da præsten begyndte at læse,
steg der fire røgsøjler op, èn fra hvert hjørne af graven. Dem
omfavnede præsten, og straks stod den unge pige foran ham; men hun slog
øjeblikkelig bogen fra ham. Han tog da en anden bog op af lommen, men det
gik ikke bedre med den. Nu blev præsten ængstelig, da han så, at pigen
stadig havde sit øje vendt mod et vist hjørne af kirkegården, og han så
da også der hen, og blev karlens hoved vaer oven over diget. Nu
tilkjendegav han ham ved tegn, at han skulde fjærne sig, som han da også
gjorde. Så fik præsten hende manet, men på tilbageturen tog han atter
ind ad Skjelsgård og gav dem en alvorlig irettesættelse for deres næsvished.
"Jeg havde kuns èn bog til," sagde han, "og dersom hun også
havde fået den slået fra mig, så havde det kostet mit liv." Pigen
var borte og gik aldrig mer igjen.
Meddelt af K.N. Nørby til Evald Tang Kristensen.
I et sogn, der hedder Rær, to mil norden for
Tisted, der var en karl, og han forlangede en pige til at gå op i kirken
at hente en bog sådan i mørkningen, hun skulde få så og så meget for
det. Hun var jo ikke meget for det, og dersom hun havde vidst, at de vilde
forskrække hende, så havde hun vel heller ikke gjort det. Men hun vilde
nu vise, at hun var ikke ræd, og så går hun sin gang op til kirken og
op til alteret. Den gang hun vil så gå op fra kirken igjen, er hun så
gesvindt og hun hugger døren i, men der står èn bag ved, og han siger:
"Vil du ikke se, hvor røde mine øjne er?" Hun er hastig betænkt
og svarer: "Vil du ikke se, hvor rød min r.. er?" Dermed gik
hun hjem til præsten, som hun tjente ved, og det kom ind for dem selv,
hvad folkene havde haft for. Så vågner det op for præsten, og han havde
ingen ro, men må derop den samme aften og se ad, hvordan det forhar sig.
Da lå hans træsko imellem stolene og var gruttede lige så små, men
ingen mennesker var der at se. Ja, det var alt for sildig, sagde præsten,
da han kom tilbage, og karlen så de aldrig mere.
Meddelt af Mads Garder, Vejby til Evald Tang Kristensen.
En præst i Ræær, der hed Børge Pontoppidan,
han blev en gang enig med hans avlskarl om at flytte en skjelsten, fordi
der gik en bred vej imellem præstegården og kirken, og den vej syntes
han kunde nok gjøres noget smallere, det var unyttigt, at den jord lå
der, og når han flyttede stenen, kunde han få næsten en halv ager til.
Men det blev også bestemt, at når den mark skulde lægges ud igjen,
skulde stenen flyttes tilbage. Det var nu lige før der skulde pløjes.
En dag vilde præsten kjøre til Tisted, men da de var komne på Skjelsgård
bakke, kom karlen til at se om, og da sad præsten og var død. Så vendte
han naturligvis og kjørte hjem igjen. Efter at præsten var begravet, mærkede
karlen hver aften en puslen i karlekammeret. Han blev bange og puttede
hovedet under dynen, men det blev ved, og så omsider vovede han da at se
op, og da så han præsten stå uden for sin seng. Det skete flere
aftener, men han turde ikke tiltale præsten, skjøndt han så så
alvorlig bedende på ham.
Endelig en aften tog han mod til sig, rejste sig pludselig af sengen og
spurgte præsten, hvorfor han stod der. Han svarer: "Ja, følg med
uden for, så skal du få det at vide." Sagen var, at drengen lå også
i samme kammer. Karlen sagde nu: "Gå I foran, fåer, så skal a følge
efter." Det havde netop præsten lært ham, han skulde sige, når han
nogen sinde, mødte en gjenganger. Da de så kom uden for, sagde præsten:
"Du kan vel nok huske, vi flyttede den skjelsten, og inden den bliver
sat tilbage, kan jeg ingen fred få i graven." Han bad derfor karlen
om at sætte den på sit sted. Da karlen hertil bemærkede, at han ikke
bestemt kunde huske, hvor den skulde stå, sagde præsten: "Tag en
stok med dig og følg mig." Da de kom hen til stedet, sagde præsten
igjen: "Sæt nu stokken der og læg stenen på den plads i
morgen." Det lovede karlen, og derefter opstod ligesom en lys tåge.
Han syntes, den tåge var rundt omkring ham, og så var præsten
forsvunden. Det første han tog sig for næste morgen, var at sætte
stenen på det anviste sted, og siden den tid så han ikke præsten.
Meddelt af K.N. Nørby til Evald Tang Kristensen.
|
|